Cirkelgudstjenester, som vi udviklede til sommerperioden, hvor kirkegangen er præget af ferietid. Det er gudstjenester, som på papiret er meget tæt på en almindelig søndagsgudstjeneste. Vi tilføjer ganske få led:
I dåbsfadet er der vand, og på døbefontens kant står der fyrfadslys. Kirkegængerne får mulighed for som det første i gudstjenesten at tænde lys og sætte dem i vandet i døbefonten. Opfordringen lyder, at de kan tænde lys for det, som de ønsker at ”tage med ind i gudstjenesten”. Det er altså et markant løft – og en personliggørelse – af gudstjenestens indledningsdel. Kirkegængerne siger ikke, hvad de tænder lys for. Indtil nadveren ”svømmer” disse lys så rundt i døbefonten.
Velsignelsen udvides ved at jeg tilbyder den enkelte en personlig velsignelse med håndspålæggelse. Det foregår på den måde, at jeg under velsignelsen går rundt blandt kirkegængerne, og de kirkegængere, som holder deres hænder som en tom skål foran sig, velsigner jeg med håndspålæggelse. Det stærke er, at næsten alle ønsker denne meget personlige velsignelse. Der er altid en fantastisk ro og intensitet under velsignelseshandlingen.
Det, der i øvrigt præger cirkelgudstjenesten er, at vi sidder i cirkler omkring døbefonten forrest i kirken. Vi bruger kirkens klaver, så pianist og kirkesanger sidder sammen med menigheden. Det gør jeg også. Jeg sidder i præstekjolen sammen med de andre deltagere. Det fysiske nærvær giver en helt særlig intensitet i gudstjenesten. Prædikenen foregår siddende med kirkegængerne lige foran og ved siden af mig. Nadveren foregår også her i cirklerne. Bægre, brød og druesaft står på en plade, som sættes oven på døbefonten. Jeg går to gange rundt med brød og druesaft efter indstiftelsen. Alle, der har taget imod et bæger, signalerer med bægeret, at de ønsker at deltage.
I de tyske kirker – helt særligt i det tidligere DDR – er der mange menigheder med meget få medlemmer og ganske få kirkegængere. Derfor er der udgivet flere bøger, som forsøger at styrke disse menigheder med deres såkaldte ”kleine Gottesdienste”[1]. Sommeren før vi indførte Cirkelgudstjenesterne kunne vi have under 10 kirkegængere til en gudstjeneste. Da cirkelgudstjenesterne havde slået lidt igennem, oplevede vi, at kirkegangen var fordoblet eller endnu mere.
Glæden ved cirkelgudstjenesterne har bevirket, at vi nu inviterer til cirkelgudstjeneste en gang pr. måned hen over hele året. Det er tankevækkende, hvor stor indflydelse selv relativ små ændringer kan have for intensiteten og nærværet i en gudstjeneste.