Dåbsgudstjenester er blevet ret populære. Det forstår jeg godt. Jeg holder også selv meget af dem. Dåbsforældrene får en del oplagte fordele ved at vælge de særskilte dåbsgudstjenester:
- De fleste dåbsgudstjenester ligger lørdag formiddag. Det er et rigtig godt tidspunkt for en familiefest.
- Alt omkring en dåbsgudstjeneste har fokus på den dåb, som er familiens anledning til at komme i kirke. Familien oplever på den måde, at den bliver taget alvorligt. Jeg kan som præst koncentrere mig om at forkynde sider af troen, som i højere grad kan opleves som væsentlige for en dåbsmenighed.
- Dåbsfamilien har rig mulighed for at præge dåbsgudstjenesten:
- Valg af salmer
- Ofte holder forældrene en lille tale til deres barn
- Den forudgående samtale med forældrene præger ofte forkyndelsen, som foregår via en genfortælling af en bibelhistorie
- Faddere, forældre eller måske bedsteforældre medvirker ofte ved gudstjenesten med bønner og læsninger og ved at tænde lys for dåbsbarnet.
- Nogle forældre tager også imod tilbuddet om at blive ”forældrevelsignede”.